Dit liv har ingen begyndelse og ingen ende.
“I informationstidsalderen har livet ingen kapitler eller skabe. Man kan ikke lægge noget bag sig, og man har ingen steder at skjule sine skeletter. Ens fortid er også ens fremtid.” Sådan skriver Thomas Friedman fra New York Times i en artikel i Politiken d. 3. juli 2007 med overskriften ”Blogosfæren. Et elektronisk rygte varer evigt” (oversat af Mette Skodborg).
Mere og mere af det, vi siger og gør, vil ende på internettet som digitale fingeraftryk, der aldrig vil blive udvisket. Dvs., at en stor del af ens fortid altid vil være tilgængelig for ethvert menneske ligegyldigt, hvor han befinder sig i verden.
Hidtil har vi mennnesker fået lov til at gøre noget, som vi senere kunne fortryde. Vi kunne “smide tingene væk” og lave om på vores CV, så det passede til den livsopfattelse, vi havde nu. Det, som andre skrev om os, og som vi senere hen ikke synes passede på vores personlighed, blev brændt eller gemt hen i skuffer og skabe som fortidig historie, alle efterhånden glemte. I 1970`erne kunne du således selv bestemme, hvad folk skulle huske fra din fortid. Men sådan er det ikke længere!
Skriver jeg mit navn, “Anders Skovby”, som søgeord på internettet, så dukker der ca. 25 titler op indeholdende mit navn. Og ikke noget af det kan fjernes af mig, fordi andre har “lagt” det ud på nettet - det kan komme til af ligge der og blive læst af andre til evig tid.
Når andre læser gamle ting om mig på nettet, så vil de identifisere det med den person, jeg er, her og nu, selv om jeg har forandret mig i de 10 år, der er gået siden, det skrevne blev lagt på nettet. På den måde bliver det, du har bedrevet, i din fortid også en del af din fremtid, fordi folk altid vil bedømme dig ud fra det, de læser på nettet.
Jeg bedømmer jo også andre ud fra det, jeg læser på nettet: Hvis jeg vil afgøre, om jeg vil høre et foredrag på universitetet, ud fra en interessant titel på foredraget, så kigger jeg da lige på nettet for at undersøge nærmere, hvem foredragsholderen er og for at se, hvad han ellers har bedrevet af andre ting. Under min ransagning kan der godt komme gamle oplysninger frem, som påvirker min afgørelse til, at det bliver “et nej”. Foredragsholderen kan jo synes, at disse oplysninger om ham for længst er forældede; men jeg tager dem for gyldige, fordi jeg ikke kender hans nuværende synspunkter.
Jeg synes selv, at det er spændende, positivt og udfordrende, at mit liv på internettet ingen begyndelse og ingen ende har: min fortid, min nutid og min fremtid spiller kegler med hinanden. Søger jeg et job, vil en moderne arbejdsgiver lave en Googlesøgning på mig, inden han overhovedet koncentrerer sig om min ansøgning. Det udfordrer mig til at finde ud af, hvem jeg er, hvilke værdier, jeg lever efter, og hvordan jeg vil fremstå i verden som det unikke menneske, jeg ønsker at være.
Thomas Friedman siger: “Flere mennesker end nogen sinde før vil vide, hvad du gør - og ikke gør.” Det bør man lige spekulere noget over, inden man gør noget!