At leve i Nuet.
Jeg har svært ved at være til stede i Nuet. Jeg vil være mere nærværende, når jeg er sammen med mine børn. Hvorfor føler jeg, at jeg altid er et andet sted i Nuet end her, hvor jeg er? Sådan har de fleste af os eet eller andet besvær med at være i Nuet - at være helt og fuldt til stede, hvor tingene foregår. Men hvad skal der så til, for at vi kan få et kvalitetsfyldt nu, hvor vi oplever nærvær i livet?
Vi skal vide, at Nuet ikke er noget stationært og blivende, men Nuet er på “evig rejse” ind i fremtiden. For eksempel er hvert ord, jeg skriver lige nu, formuleret i et nyt nu. De tanker og følelser, jeg har, om at skrive det, jeg lige har skrevet, danner baggrund for det, jeg er i færd med at skrive nu. Så allerede nu kan du begynde at fornemme og regne ud, hvad Nuet er for en størrelse.
Man kan sammeligne Nuet med et kar på vores personlige tidslinje. Karret står i Nuet på din tidslinje, og her bliver det hele tiden fyldt op af din fortid og din fremtid: De tanker og følelser, du har om det, du har oplevet i din fortid, påvirker din nuværende personlige tilstand og velvære. Men din nuværende tilstand og velvære er også påvirket af, hvordan du tænker på din fremtid. Det giver dig f. eks. tryghed og energi til din handlekraft, når du ved, hvor du vil hen i din fremtid. Din fortid og din fremtid fylder hele tiden livgivende vand i det kar, som udgør dit “Nu”!
For at du synes, det er rart at være til stede i Nuet, så må - og skal - din fortid og din fremtid være i indbyrdes harmoni med hinanden. Harmonien opstår ved:
- At du får fjernet alle dine skeletter og mørke skygger i din fortid, så de bliver transformeret til erfaringer, som du kan bruge bruge her og nu til at højne din livskvalitet.
- At du formulerer klare, realistiske og kvalitetsfulde mål i din fremtid. Mål, som du også har lavet en strategi for at indfri, og ved, hvornår du vil begynde at afvikle strategien: “Om ikke nu, hvornår så?”
- Så det kan være, at du har et arbejde, der skal gøres !