Først Menneske siden Pædagog.
I Friskolebladet, nr. 15-2004, formulerede jeg en procesbeskrivelse af, hvordan man kunne stille spørgsmål på en bestemt måde til en elev, der i sin væremåde havde opført sig formastelig - fuldstændig uacceptabel – i en bestemt situation.
Fremgangsmåden skulle ses som et modsvar til Arne Ørtveds betragtninger i artiklen, ”At begynde forfra” (Friskolebladet nr.14-2004). Her slår han et slag for, at et barn skal gives mulighed for at starte forfra, hvis det har opført sig uacceptabelt i en situation. For ikke at fordreje hans tekst, citerer jeg, hvad der står i artiklen:
“I Skolen er det så vigtigt, at barnet får mulighed for at begynde forfra. At læreren er i stand til at glemme. Det drejer sig ikke blot om at slå en streg over det, som eleven så formasteligt har gjort, men om helt at glemme det. Desværre har lærerne en forbandet god hukommelse.”
Min procesbeskrivelse i Friskolebladet skal ses på baggrund af, at vi som pædagoger også skal se situationen som en mulighed for at få eleven til at filosofere over sin formastelige handling. Herved kan vi være elevens sparringspartner, så barnet kan uddrage nogle erfaringer af sin handling , som han netop kan bruge til at starte forfra på en mere konstruktiv måde.
Essensen i Ørtveds svar til mig er, at eleven kan nøjes med at give en undskyldning, og så starte forfra på egen hånd. Der skal ikke evalueres eller (som jeg vil have det til at være) filosoferes med eleven over det uacceptable i barnets handling, mener Ørtved, for så bliver det helt uudholdeligt for barnet. Eleven er jo belastet nok i forvejen, når det skal have proppet en masse lærdom ind i hovedet, skriver han.
NEJ det bliver ikke uudholdeligt for barnet, idet undervisning samt dannelse af eleven skal gribes an på forskellig måde, selv om det er to sider af samme sag. Som lærere skal vi hjælpe og lære børnene at pille en situation fra hinanden og sætte brikkerne sammen igen på en anden måde ved måske også at skifte nogle af brikkerne ud med nye.
Det er rigtigt, når Laust Riis-Søndergaard på ”De fynske friskolers efterårsmøde” understreger vigtigheden af, at skolerne skal styrke børnenes identitetsdannelse, så de kender sig selv og kan lytte og møde det fremmede - og forlade skolen med livsmod og virketrang.
Jo, børn kan godt starte forfra på egen hånd; men kan de så nå, som Laust ønsker det, at blive dannet til at forlade skolen med livsmod og virkelyst ? Det sker næppe, hvis vi lærere ikke påtager os ansvaret, at ”bøvle” med børnene for at få dem at forstå, at tingene kan gøres anderledes, end det, de er vant til at gøre. !!
Ellers skal børnene og vi, voksne, først og fremmest være sammen som mennesker af kød og blod i det daglige. Vi skal arbejde, danse, lege, drille, more os og være alvorlige sammen. Som voksne skal vi først og fremmest være mennesker sammen med menneskebørnene – oplives og lære af hinanden; men siden er der også brug for os som pædagoger!