Bliv klogere på dig selv
Som “Psykologisk Terapeut” vil jeg give Mogens Pahuus - docent i filosofi/videnskabsteori - ret i, at flere og flere mennesker går i psykologisk terapi for at blive klogere på sig selv. Men de mennesker, der tør udfordre sig selv, vil også blive klogere på tiden og komme til at præge den som en slags moderne filosoffer. Det er essensen i det, han skrev i sin artikel, “Filosoffer fødes hos psykologen”, og som man finder i Politiken d. 17. juni 1998. Han skriver:
De (som opsøger psykologen) vil søge nogle svar, og jeg tror, at det i langt højere grad er sådanne åbne mennesker, som fremover kommer til at præge vores opfattelse af begreber som lykke end filosofferne . De mennesker søger vejen til det gode liv - en aktiv og åben tilværelse.
Mogens Pahuus peger dog på, at denne selvrealisering kan gribes forkert an ved, at man kun vender sig mod sig selv for at finde svarene på den gode og rigtige tilværelse. Så den brugbare selvrealisering forekommer kun, mener han, når man åbner sig og sætter sig selv i forhold til andre mennesker - sin familie og til dem, man er sammen med i sin fritid og på sit arbejde.
For at blive klogere på sig selv og “få nogle svar“, så er der tre ting, man hele tiden skal opdatere i forhold til sine tanker, følelser og handlinger:
- Hvilke erfaringer kan jeg uddrage af mit hidtidige liv, og hvad kan disse erfaringer så bruges til.
- Hvilke ressourcer af sevværd, selvtillid, mod og munterhed har jeg at trække på.
- Hvad er mine stærke og svage sider, og hvordan kan jeg udnytte dem best muligt.
Det er disse ovenstående punkter, de fleste mennesker går i psykologisk terapi for at få indsigt i. De er grundpillerne i de målsætningsstrateiger, man udformer hos terapeuten for at realisere “det gode liv”.
Hele dette selvrealiserings-arbejde skal ses i forhold til, hvordan dine medmennesker vil reagere på den person, du gerne vil være. Når du ønsker at være aktiv og skabe noget sammen med andre, så skal din personlighed jo også omfatte de færdigheder og ressourcer, som gør, at du på en givtig måde kan indgå i sociale sammenhænge. Kort og godt er det bedst for dig, at du har indsigt i - og ressorucer til at være dig selv. Først da vil du have overskud til at være noget for andre - en åben og aktiv person.