Anders Skovbys weblog

Som “Psykologisk Terapeut” vil jeg give Mogens Pahuus - docent i filosofi/videnskabsteori - ret i, at flere og flere mennesker går i psykologisk terapi for at blive klogere på sig selv. Men de mennesker, der tør udfordre sig selv, vil også blive klogere på tiden og komme til at præge den som en slags moderne filosoffer. Det er essensen i det, han skrev i sin artikel, “Filosoffer fødes hos psykologen”, og som man finder i Politiken d. 17. juni 1998. Han skriver:

De (som opsøger psykologen) vil søge nogle svar, og jeg tror, at det i langt højere grad er sådanne åbne mennesker, som fremover kommer til at præge vores opfattelse af begreber som lykke end filosofferne . De mennesker søger vejen til det gode liv - en aktiv og åben tilværelse.

Mogens Pahuus peger dog på, at denne selvrealisering kan gribes forkert an ved, at man kun vender sig mod sig selv for at finde svarene på den  gode og rigtige tilværelse. Så den brugbare selvrealisering forekommer kun, mener han, når man åbner sig og sætter sig selv i forhold til andre mennesker - sin familie og til dem, man er sammen med i sin fritid og på sit arbejde.

For at blive klogere på sig selv og “få nogle svar“, så er der tre ting, man hele tiden skal opdatere i forhold til sine tanker, følelser og handlinger:

1. Hvilke erfaringer kan jeg uddrage af mit hidtidige liv, og hvad kan disse erfaringer så bruges til.
2. Hvilke ressourcer af sevværd, selvtillid, mod og munterhed har jeg at trække på.
3. Hvad er mine stærke og svage sider, og hvordan kan jeg udnytte dem best muligt.

Det er disse ovenstående punkter, de fleste mennesker går i psykologisk terapi for at få indsigt i. De er grundpillerne i de målsætningsstrateiger, man udformer hos terapeuten for at realisere “det gode liv”.

Hele dette selvrealiserings-arbejde skal ses i forhold til, hvordan dine medmennesker vil reagere på den person, du gerne vil være. Når du ønsker at være aktiv og skabe noget sammen med andre, så skal din personlighed jo også omfatte de færdigheder og ressourcer, som gør, at du på en givtig måde kan indgå i sociale sammenhænge. Kort og godt er det bedst for dig, at du har indsigt i - og ressorucer til at være dig selv. Først da vil du have overskud til at være noget for andre - en åben og aktiv person.

“I informationstidsalderen har livet ingen kapitler eller skabe. Man kan ikke lægge noget bag sig, og man har ingen steder at skjule sine skeletter. Ens fortid er også ens fremtid.” Sådan skriver Thomas Friedman fra New York Times i en artikel  i Politiken d.  3. juli 2007 med overskriften ”Blogosfæren. Et elektronisk rygte varer evigt” (oversat af Mette Skodborg).

Mere og mere af det, vi siger og gør, vil ende på internettet som digitale fingeraftryk, der aldrig vil blive udvisket. Dvs., at en stor del af ens fortid altid vil være tilgængelig for ethvert menneske ligegyldigt, hvor han befinder sig i verden.

Hidtil har vi mennnesker fået lov til at gøre noget, som vi senere kunne fortryde. Vi kunne “smide tingene væk” og  lave om på vores CV, så det passede til den livsopfattelse, vi havde nu. Det, som andre skrev om os, og som vi senere hen ikke synes passede på vores personlighed, blev brændt eller gemt hen i skuffer og skabe som fortidig historie, alle efterhånden glemte. I 1970`erne kunne du således selv bestemme, hvad folk skulle huske fra din fortid. Men sådan er det ikke længere!

Skriver jeg mit navn, “Anders Skovby”, som søgeord på internettet, så dukker der ca. 25 titler op indeholdende mit navn. Og ikke noget af det kan fjernes af mig, fordi andre har “lagt” det ud på nettet - det kan komme til af ligge der og blive læst af andre til evig tid.

Når andre læser gamle ting om mig på nettet, så vil de identifisere det med den person, jeg er, her og nu, selv om jeg har forandret mig i de 10 år, der er gået siden, det skrevne blev lagt på nettet. På den måde bliver det, du har bedrevet, i din fortid også en del af din fremtid, fordi folk altid vil bedømme dig ud fra det, de læser på nettet.

Jeg bedømmer jo også andre ud fra det, jeg læser på nettet: Hvis jeg vil afgøre, om jeg vil høre et foredrag på universitetet, ud fra en interessant titel på foredraget, så kigger jeg da lige på nettet for at undersøge nærmere, hvem foredragsholderen er og for at se, hvad han ellers har bedrevet af andre ting. Under min ransagning kan der godt komme gamle oplysninger frem, som påvirker min afgørelse til,  at det bliver “et nej”. Foredragsholderen kan jo synes, at disse oplysninger om ham for længst er forældede; men jeg tager dem for gyldige, fordi jeg ikke kender hans nuværende synspunkter.

Jeg synes selv, at det er spændende, positivt og udfordrende, at mit liv på internettet ingen begyndelse og ingen ende har: min fortid, min nutid og min fremtid spiller kegler med hinanden. Søger jeg et job, vil en moderne arbejdsgiver lave en Googlesøgning på mig, inden han overhovedet koncentrerer sig om min ansøgning. Det udfordrer mig til at finde ud af, hvem jeg er, hvilke værdier, jeg lever efter, og hvordan jeg vil fremstå i verden som det unikke menneske, jeg ønsker at være.

Thomas Friedman siger: “Flere mennesker end nogen  sinde før vil vide, hvad du gør - og ikke gør.” Det bør man lige spekulere noget over, inden man gør noget!