Anders Skovbys weblog

Det er meget tankevækkende, når forstander Irene Stapel Melander fra Lunderskov Efterskole i ”Efterskolen” fortæller, at en stor del af eleverne dukker op med ”særlige behov”. Om dem siger Melander, at: ”Vi har egentlig ikke lyst til at have dem, kort og godt. Men de dukker jo op på skolerne, disse unge og også i samfundet, og måske afspejler de samfundet.”

Melander kom med udtalelsen på et møde, hvor efterskolefolk netop drøftede, hvad man gør med disse elever, som har ”særlige behov”. Det er rigtig godt, at der bliver sat fokus på disse elever, da de er enormt ressourcekrævende i forhold til almindelige elever.

I  samme referat fra mødet citeres psykolog Klaus Friis for, at de unges problemer med at tilpasse sig kommer af, at vi i vores opdragelse af vore børn forkæler dem alt for meget. Jeg mener, at det også skyldes, at samfundet stiller meget større krav til de unge; end det gjorde, da jeg var efterskoleelev i 1960. På det tidspunkt hed det sig, at: ”Kan man ikke blive andet, så kan man da blive bondemand, fabriksarbejder eller komme i mesterlære.” Og det kunne man den gang uanset, om man kunne læse, skrive eller regne. Men sådan er det jo ikke mere! Jo bedre, du er til dansk og regning, des nemmere har du ved at begå dig på arbejdsmarkedet – og det er rigtig svært, hvis du ikke kan mestre disse skolefag nogen lunde. Det ved de unge mennesker godt! Er der så noget at sige til, at nogle læse-, stave- eller regnesvage elever lader deres frustrationer gå ud over omgivelserne, når de nu ved, at de måske ikke kan få arbejde, når deres skoletid er slut.

Helt op i 1980´erne har det historisk set været sådan, at børnene gik ”i fædrenes spor”: arbejderbørn blev som voksen arbejdere, bønderbørn blev bønder osv. Nu kan børn vælge efter deres lyster, evner og færdigheder. De kan skifte til et helt andet arbejde, en helt anden livsform, end forældrenes. Når denne mulighed foreligger, så må de unge helt anderledes kende sig selv - deres personlighed, evner og færdigheder - end førhen. Det fører til, at de, i deres væremåde, bliver nødt til at være selvkredsende og selvoptagne, for at finde ud af, hvor de skal gå hen efter endt skolegang. Lærerne må meget mere aktivt støtte denne personlighedsafklaring end tidligere hos eleverne frem for at rynke på næsen af deres kvalmende, selvkredsende selvoptagethed! Deres ”umulige adfærd” kan være et tegn til lærerne om at få netop den hjælp.

For at imødekomme disse elever med ”særlige behov” – og mange flere – så kunne lærerne på den enkelte efterskole begynde med bevidst at delagtiggøre sig i hver enkelt elevs udforskning af sin personlighed allerede ved skoleårets begyndelse nemlig med en skolestart, som indeholder:

• Afklaring af forventninger
• Målsætning for skoleåret
• Samværsregler for et godt skolemiljø

Formålet med en sådan begyndelse er, at eleverne og lærerne i fællesskab formulerer visioner og mål med det kommende skoleår, så begge parter fra starten kommer tæt på hinanden og ved, hvad man vil med hinanden. Processen skal munde ud i, at den enkelte – uanset om man er elev eller lærer - bliver i stand til at motivere sig selv og de andre i at holde fast ved de hensigter og mål, der er blevet gennemarbejdet, forstået og godtaget af både eleverne og lærerne. Alle skal arbejde med, hvordan man styrker de ressourcer, som gør, at man har mod til at tage ansvaret for sit eget liv. Det er altså disse ressourcer, evner og færdigheder processen bl.a. skal hjælpe til med at få frem i lyset. Jeg tror også, at processen vil animere til, at mange får styrket livsmodet og handlekraften til at være sammen på en god måde i de kommende måneder. En af de centrale målsætninger er at ”oplive” hver enkelt elev til at tro på, at der også er brug for ham eller hende i vores samfundsliv efter endt skolegang.

I Friskolebladet, nr. 15-2004, formulerede jeg en procesbeskrivelse af, hvordan man kunne stille spørgsmål på en bestemt måde til en elev, der i sin væremåde havde opført sig formastelig - fuldstændig uacceptabel – i en bestemt situation.

Fremgangsmåden skulle ses som et modsvar til Arne Ørtveds betragtninger i artiklen, ”At begynde forfra” (Friskolebladet nr.14-2004). Her slår han et slag for, at et barn skal gives mulighed for at starte forfra, hvis det har opført sig uacceptabelt i en situation. For ikke at fordreje hans tekst, citerer jeg, hvad der står i artiklen:

“I Skolen er det så vigtigt, at barnet får mulighed for at begynde forfra. At læreren er i stand til at glemme. Det drejer sig ikke blot om at slå en streg over det, som eleven så formasteligt har gjort, men om helt at glemme det. Desværre har lærerne en forbandet god hukommelse.”

Min procesbeskrivelse i Friskolebladet skal ses på baggrund af, at vi som pædagoger også skal se situationen som en mulighed for at få eleven til at filosofere over sin formastelige handling. Herved kan vi være elevens sparringspartner, så barnet kan uddrage nogle erfaringer af sin handling , som han netop kan bruge til at starte forfra på en mere konstruktiv måde.

Essensen i Ørtveds svar til mig er, at eleven kan nøjes med at give en undskyldning, og så starte forfra på egen hånd. Der skal ikke evalueres eller (som jeg vil have det til at være) filosoferes med eleven over det uacceptable i barnets handling, mener Ørtved, for så bliver det helt uudholdeligt for barnet. Eleven er jo belastet nok i forvejen, når det skal have proppet en masse lærdom ind i hovedet, skriver han.

NEJ det bliver ikke uudholdeligt for barnet, idet undervisning samt dannelse af eleven skal gribes an på forskellig måde, selv om det er to sider af samme sag. Som lærere skal vi hjælpe og lære børnene at pille en situation fra hinanden og sætte brikkerne sammen igen på en anden måde ved måske også at skifte nogle af brikkerne ud med nye.

Det er rigtigt, når Laust Riis-Søndergaard på ”De fynske friskolers efterårsmøde” understreger vigtigheden af, at skolerne skal styrke børnenes identitetsdannelse, så de kender sig selv og kan lytte og møde det fremmede - og forlade skolen med livsmod og virketrang.

Jo, børn kan godt starte forfra på egen hånd; men kan de så nå, som Laust ønsker det, at blive dannet til at forlade skolen med livsmod og virkelyst ? Det sker næppe, hvis vi lærere ikke påtager os ansvaret, at ”bøvle” med børnene for at få dem at forstå, at tingene kan gøres anderledes, end det, de er vant til at gøre. !!

Ellers skal børnene og vi, voksne, først og fremmest være sammen som mennesker af kød og blod i det daglige. Vi skal arbejde, danse, lege, drille, more os og være alvorlige sammen. Som voksne skal vi først og fremmest  være mennesker sammen med menneskebørnene – oplives og lære af hinanden; men siden er der også brug for os som pædagoger!

Tillykke Ollerup!

Den Frie Lærerskole i Ollerup har fået Undervisningsmiljøprisen 2006

Da jeg vender hjem fra Ollerupkurset den 30 april 2007, læser jeg i Magisterbladet nr. 6-2007, at Den Frie Lærerskole har fået overrakt Undervisningsmiljøprisen 2006 af Bertel Haarder.  Og jeg må tilstå: Hvem andre end lærerskolen skulle være værdig til at få prisen?

Artiklens forfatter, Rie Nielsen skriver bl.a.:

“Det tager kun et øjeblik at fornemme, at Den Frie Lærerskole i Ollerup er en anderledes skole: Meget anderledes. …

Det, der gør miljøet unikt, er uden tvivl fællesskabet. Ud over den daglige fælles frokost, der varer en hel time, giver det også miljøet bonus, at cirka 180 af de 240 studerende bor på skolen eller i nærområdet. Det betyder, at skolen bliver et hjem for de studerende, der også meget ofte er sammen om aftenen og i weekenderne. …

Skolens studiemiljø er ud over undervisnings- og bofællesskab også forankret i en gennemført medbestemmelse. … Stormødet tæller alle på skolen. Her er studerende og lærerne lige. End ikke forstanderen har mere at skulle have sagt end nogen anden. Stormødet kan blande sig i alt. Mindre og større ting. Det vedtager og forkaster for eksempel undervisningsbudget, der er i størrelsesordenen over en halv million kr. årligt.”

Jeg må med overraskende glæde sande, at det sprudlende og medrivende engagement, der trives inden for murene på Lærerskolen både fra lærernes og elevernes side er fuldt på højde med det, der foregik i ”de gode gamle dage”, som f. eks. sidst i tresserne. I de år var jeg som elev med i en forandring på skolen, hvor hele elevflokkens engagement i skolens trivsel også blev til medansvarlighed i dens udvikling.

En elev, Andreas Åbling, samlede en gruppe medstuderende, der satte hele byggeriet på ”Toften” i gang, da også familier med børn skulle kunne bo på skolen. Elevflokken udvidede sig til det dobbelte, og samtidig blev Fortet og Spisesalen bygget.

Gamle højskolemæssige traditioner gik til grunde under vores revolutionære udformning af undervisningsplaner, der indeholdt moderne undervisningsmetoder, som den gang omfattede fagsamlæsning, projektarbejde og gruppearbejde. Det gik ud over den fælles morgen- og aftenspisning samt den obligatoriske morgensang. Jo, Vilhelm Nielsen og Flemming Tranæs havde hver for sig nok at se til i deres periode som forstander.

Efter 12 års fravær begyndte jeg for et par år siden på Pædagogisk Diplomuddannelse på skolen. Da jeg nu skulle besøge skolen igen, var jeg meget spændt på, om den gamle dynamik, som jeg som elev holdt så meget af, stadig fandtes: Og sandelig! Dynamikken strømmede mig i møde ved gensynet med lærerskolen, men bare i et kompetent moderne tilsnit. Dette tilsnit bliver forklaret sådan i Rie Nielsens artikel af skolens nuværende leder, Thorstein Balle:

“Hos os gennemgår de studerende en personlig udvikling, så de kan blive selvreflekterende og fællesskabsorienterede medborgere i det samfund, de skal ud i.”

Thorsteins udtalelse falder fint i tråd med de 6 værdiudsagn, som man kan finde på lærerskolens hjemmeside. Udsagnene danner rammen for skolens pædagogiske virksomhed. Jeg synes, at de er så godt formulerede, at de fortjener at blive almindelig kendt. Om ikke andet, så kan de være til inspiration for andre frie skoler, som skulle overveje deres betydning i den danske skoleverden. Her er de da, lærerskolens 6 værdiudsagn, som er inspireret af ”den grundtvig-koldske skoletænkning”:

1. Læreruddannelsen på Den frie Lærerskole skal udvikle de studerende menneskeligt, fagligt og pædagogisk, så de bliver egnede til at undervise og medleve på skoler inden for den frie skoletradition.
2. Læreruddannelsen på Den frie Lærerskole skal skabe forståelse og respekt for et menneskesyn, der betragter ethvert menneske som unikt, åbent for mange udviklingsmuligheder og ubetinget værdifuldt.
3. Læreruddannelsen på Den frie Lærerskole skal skabe forståelse og respekt for et læringssyn, der understreger vekselvirkningen mellem lærer og elev og mellem viden og livserfaring.
4. Læreruddannelsen på Den frie Lærerskole skal vægte helhed, sammenhæng og mening.
5. Læreruddannelsen på Den frie Lærerskole skal gennem praksis give de studerende forståelse for begreberne folkelighed, folkestyre og det fælles bedste.
6. Læreruddannelsen på Den frie Lærerskole skal være en højst personlig sag, men ikke et individuelt projekt. Den er noget, man kun kan gøre sammen med andre.

I vores moderne tid, hvor politikere – og mange forældre - i bund og grund mener, at lærernes fornemmeste opgave er, at undervise børnene fra 1. klasse og opefter i at få et rigtig flot afgangsbevis, så de kan blive samfundsnyttige borgere, er det værd at kigge på, hvad lærerskolen mere får ud af ”det grundtvig-koldske skolesyn”. Der står bl.a.: 

“Skolens undervisning skal være livsoplysning. Det betyder, at undervisningen skal sigte på elevernes liv her og nu - og ikke på et fremtidigt erhverv eller en fremtidig uddannelse. Det er hele hensigten, at eleverne gennem undervisningen skal blive klogere på, hvad der er meningen med deres liv. ”

Så, det bliver et noget tyndt ”liv her og nu” som det vigtigste af skolegangen, hvis det kun går ud på, om eleverne opfører sig normalt og følger opmærksomt med i timerne, så de kan få et hæderligt afgangsbevis.

Ovenstående vidner om, at Den Frie Lærerskole i sin pædagogik og undervisningsform har udviklet sig med tidens strømninger. Moderniteten klæder den gamle frie skole. Jeg oplever at visionen og stræbsomheden efter at uddanne ”autentiske lærere” til de frie skoler er glødende. Så – endnu engang - tillykke med Undervisningsmiljøprisen 2006. En pris, som Den Frie Lærerskole lever op til!

Anders Skovby

http://www.nlp-2000.dk/